Hvor længe skal man amme?
Amning er et emne som involverer mange følelser og holdninger. Verdenssundhedsorganisationen WHO anbefaler at kvinder bør amme i 6 måneder (tidligere 4) og fortsætte med at amme i op til to år eller mere som supplement til den faste føde.
I Danmark anbefaler Sundhedsstyrelsen, at børn ammes fuldt, til de er omkring 6 måneder. Delvis amning anbefales til 12 måneder eller længere. Amningen kan fortsætte, så længe du og dit barn trives med det. Overgangskosten bør introduceres, når barnet er omkring 6 måneder.
Amning har mange fordele for dig og din baby, selv efter 6 måneder. Blandt andet beskytter det dit barn mod infektioner. Modermælk indeholder de næringsstoffer og den væske, et spædbarn skal have – og mælken ændrer sig hele tiden, så den følger barnets behov både med hensyn til mængde og sammensætning. Hvis barnet lige fra starten får lov til at bestemme hyppighed og varighed af amningen, får det, hvad det skal have.
Det er op til dig og din baby at bestemme, hvornår I vil stoppe amning. Der er ingen rigtig eller forkert måde at stoppe med at amme på. For nogle er det naturligt, at hyppigheden af amning gradvist falder i takt med at barnet vokser og begynder at spise andre fødevarer. Nogle kvinder oplever endda, at barnet helt af sig selv mister interessen for brystet. Hvis du har taget en beslutning om at stoppe med at amme, kan du udfase amningen langsomt, så både du og din baby har tid til at vænne jer til det, og samtidig forhindre problemer som overfyldte hårde bryster og brystbetændelse.
Hvis du er startet på arbejde, behøver dette ikke være en hindring for at du kan fortsætte amningen. Din mælkeproduktion opretholdes så længe mælken tømmes ud af brystet, ved at du fx malker ud ca. hver 3. time. Din mælk stilles i køleskab, så dit barn kan få den dagen efter.
Når din baby begynder at spise anden mad, tilbydes udelukkende modermælk eller modermælkserstatning som eneste drikkemælk, da det ikke anbefales at give komælk til spædbørn under 1 år. Mælkeproduktionen aftager efterhånden som den faste føde fylder mere og når barnet er mere end 6 måneder, nedtrappes amningen. Fra omkring 9 måneder kan barnet spise det samme mad som resten af familien, fortsat med modermælk eller modermælkserstatning som supplement frem til barnet bliver 1 år. Tal med din sundhedsplejerske, hvis du gerne vil stoppe med at amme.
Vigtig besked:
Brystmælk er den bedste ernæring for din baby. En sund kost hjælper med at opbygge lagringen af næringsstoffer, der er nødvendige for at understøtte en sund graviditet, og som er afgørende for udviklingen af din baby.
Efter fødslen er den bedste måde, at fodre en baby, at amme, da modermælk giver den idelle og afbalancerede kost samt beskyttelse mod sygdom, som en baby har brug for.
Hvis du vælger ikke at amme, skal du huske, at en sådan beslutning kan være svær at gøre om. Anvendelsen af modermælkserstatninger har sociale og økonomiske konsekvenser, som skal overvejes. Indførelse af delvis flaskefodring reducerer forsyningen af modermælk. Modermælkserstatninger skal altid forberedes, anvendes og opbevares som anvist på etiketten for at undgå risici for babyens helbred.
Vi anbefaler, at du taler med din sundhedsplejerske, i forbindelse med dit valg om, hvordan du fodrer din baby og for at vide mere om forberedelsen til og vedligeholdelsen af amning.
Artikelsøger
Her kan du finde svar, store som små, om alt relateret til forældreskab. Artikler om kost, mad, børns udvikling og forældreskab.
Relevante artikler