Mad og udviklingstrin 6 måneder til 3 år

Ved 6–7 måneder

Vil børn gerne undersøge og udforske alt inden for rækkevidde, og deres nysgerrighed stiger hver dag. De fleste børn er nu begyndt på fast føde og kan sidde i en høj stol ved spisebordet. Nogle børn er meget nysgerrige på ny mad og tager imod det meste, mens andre er mere skeptiske og afventende. Prøv at forstå, hvordan dit barn vil have det, og tilpas tempoet. Maden har en blød purékonsistens, så barnet i fred og ro kan øve sig i at spise, tygge og synke uden risiko for, at noget sætter sig fast i halsen. Hvis barnet ikke ønsker at blive madet, kan du prøve at give noget fingermad. Men det er ikke helt nemt at få fat i mad med hænderne. Pincetgrebet er normalt ikke færdigudviklet endnu, så barnet tager fat med hele hånden, og maden smuldrer eller sætter sig fast i håndfladen – det hører med til udviklingen! Lad barnet øve sig på små stykker brød eller bløde grøntsager, mens du mader med mos, så barnet kan være med. Eller lad barnet træne med en ske, selvom det nok mest er held, hvis en skefuld mad ender i munden. Nogle børn ønsker absolut ikke at spise eller dyrke motion på egen hånd. Tilbyd motion, men lad være med at tvinge barnet til at spise selv, hvis det ikke kan eller vil. Lad gerne barnet blive smurt rundt om munden. Det er en del af træningen at stikke tungen ud og slikke om munden. Alle disse mund- og tungemuskler er nødvendige for at spise og synke og for barnets taleudvikling.

En baby på 9–10 måneder

Ved 9-10 måneders alderen begynder babyer at udvikle pincetgrebet og kan samle små genstande op med tommelfingeren og pegefingeren. Pludselig ender alt omkring barnet i munden, alt fra små støvpletter til gamle riskorn. Udnyt den nye nysgerrighed og fingerfærdighed ved spisebordet, og byd på mad i plukkevenlige størrelser. Nu begynder maden at blive lidt grovere i konsistensen, så barnet kan øve sig i at tygge. Nogle forældre synes, det er ubehageligt, når barnet hoster og putter mad ned i halsen, men det er lidt ligesom at lære at gå – barnet snubler over maden og skal træne for at vide, hvor meget det skal tygge, før det kan sluge. Nu er det også sjovt at smide ting på gulvet og se, hvad der sker. Det er spændende at vende koppen eller tallerkenen på hovedet og høre larmen, når drikkevaren eller maden lander på bordet eller gulvet. Det er også sjovt at mærke, hvordan en fiskepind føles, når man moser den i hånden, at gnide yoghurt på kinden og i øret, og at putte pasta i munden og spytte den ud igen. Alt dette er begyndererfaring, nysgerrighed og træning, og forældrene har brug for en masse tålmodighed. Det kan til tider være frustrerende for både voksne og børn! Men hvis barnet får lov til at træne sammen med familien ved bordet, så ser barnet, hvad de andre omkring bordet laver, og langsomt men sikkert udvikler der sig en slags bordskik. Børn i denne alder har lopper i blodet og kan ikke sidde stille i lange perioder. Når maven er fyldt, kan de begynde at smide mad på gulvet og spytte ud, hvad der er i munden - et tegn på at "nu er jeg færdig og skal ned på gulvet og opdage verden"

En 1-årig

En 1 årig er lige ved at lære at gå, og synes nok ikke det er en kulinarisk oplevelse at sidde stille ved bordet og spise. For barnet handler det om at spise hurtigt og komme ned på gulvet igen for at fortsætte med at opdage verden. Her er det vigtigt at have fat i madsituationen og gøre det, der virker for dit barn. Nogle børn vil blive ved med at blive madet, mens andre vil spise selv og få maden på egen hånd. Det er stadig svært at mestre en ske, men øvelse gør mester, så tilbyd en ske, selvom barnet mest bruger fingrene. Barnet fortsætter med at vokse fra total afhængighed af forældrene og bliver mere og mere en person med sin egen vilje, der træffer sine egne beslutninger. Den lille baby, der sad så pænt og gabte, begynder pludselig at protestere med hele kroppen. Selvom sproget ikke er udviklet, kan en etårig tydeligt vise, hvad han eller hun vil ved hjælp af stemmen, pegen og kropssproget.

I 1–2-årsalderen

I 1-2 års alderen sker der meget i barnets verden, og viljen skal trænes hver eneste dag. Hvad kan jeg selv, hvad vil jeg, og hvad vil jeg ikke? Nogle dage virker alting, og man har verdens sødeste 1½-årige, men dagen efter kan alt gå galt, med skænderier og gnaven. Sådan er det bare, og ved at teste forældrene og omgivelserne lærer barnet, hvordan livet fungerer. Barnet skal selvfølgelig have lov til at træne og teste, men det er vigtigt at have nogle rammer og regler for, hvordan man vil have det derhjemme.

Barnet har en enorm opdagelsesglæde, og hver dag er som en dag på et tivoli. Barnet vil prøve og teste og løbe rundt på en opdagelsestur. Barnet kan vise tegn på at være sulten, men når man først sætter sig til bords, er det ikke sikkert, at barnet vil have mad. I denne alder kan de pludselig indse, at nu kan de ikke lide ærter mere, og for forældrene er det meget mærkeligt, da ærter altid har været en favorit. Der kan komme en periode, hvor barnet siger nej til al ny mad og nægter at smage den. Det kaldes neofobi, det vil sige frygt for alt nyt og anderledes. Fortsæt med at tilbyde nye fødevarer. Før eller siden vil barnet turde smage.

I 2–3-årsalderen

I denne alder begynder barnet at indse, at der er forskellige viljer, og at barnets vilje ikke er den samme som forældrenes vilje. Som regel ved børn, at de ikke vil det samme som deres forældre. De ved ikke engang, hvad de vil, kun at de IKKE vil! At tale pædagogisk i sådanne situationer hjælper sjældent. Lad hellere barnet være sur et stykke tid, og så går det over. Vrede er en følelse, der er lige så vigtig som glæde, og den skal barnet lære at kende og træne. Det kan pludselig gå helt galt, hvis far serverer pasta, når barnet havde besluttet, at mor skulle gøre det. Eller hvis du skal have lidt agurk på tallerkenen, når barnet ikke har bedt om agurk. Som forælder kan man blive utroligt provokeret af disse tricks/udviklingsstadier og selv optræde som en treårig. Man kan i spøg tale om 3-års trods og 33-års trods! En god tommelfingerregel er at vælge dine kampe. Som forælder skal man tage kommandoen over visse ting, for eksempel en barnestol med sele i bilen, mens andre mindre vigtige kampe kan afgøres af barnet.

Nogle uger virker det, som om barnet kun lever af luft og kærlighed, og som forælder kan man undre sig over, hvordan denne mærkelige diæt fungerer. Men som regel fungerer det meste for disse børn, og så længe barnet vokser og er energisk og glad, er det fint at vente på, at barnet får interesse for mad. Det vigtige er at have is i maven og ikke at mase eller tvinge barnet til at spise – børn spiser når de er sultne. Før eller siden vil barnet åbne munden for nye fødevarer, og hvem ved, måske bliver han en rigtig kender.