Forældre chokket

Det er først efter at vi selv bliver forældre, at vi bliver usikre og pludselig ud af ingenting er al vores viden forsvundet. Og med det - også alt det, som vi tog for givet, alt hvad der syntes så indlysende, så let og så intuitivt.

”Vores søn har problemer med at sove. Og det skyldes ikke at han har det for koldte eller varmt, er sulten, har mavekramper eller begyndende tænder. Og han vil pludselig heller ikke spise, ikke engang det han plejer at kunne lide. Han er også begyndt at sige os i mod, selvom vi synes at vi er gode til at opdrage ham og sætte rammer. Faktisk er intet som det, vi altid har forsikret andre om, at det ville være. Vi har indset at teorier bare ikke altid fungerer i det virkelige liv.”

Ofte får vi kun fortalt om den lyse side ved at være forældre. Den ægte glæde ved at have en baby og at se sin familie vokse. Den ædle mission det er at bringe et nyt menneske til denne verden, at opdrage et barn og videregive vores bedste værdier til ham eller hende. Men der blev ikke sagt meget om hvordan vi kunne forberede os på resten. Det ubehag, som en graviditet kan forårsage, fødslen, der måske ikke levede op til drømmen om at være nem og romantisk, efterfødselsreaktioner, ændringer og udfordringer for forholdet, søvnmangelen, bekymringerne og alle de andre ting, vi ikke engang kunne drømme om.

Og siden hen er vi trådt ind i en ny digital tidsperiode med uendelig adgang til information og hvor det er muligt for alle at have en virtuel platform til at dele deres meninger på en ofte hyperrealistisk måde. Mor og far - fora, Facebook-grupper, barsel-blogs og meget mere. Ytringer, klager og meningsudbrud bliver delt og med dette også den mørkere side af det at være forældre.

Du kan føle dig helt alene med et barn i dine arme. En baby kan ende med at skille et par fra hinanden. Vi kan ikke engang tage et bad i fred, end ikke gøre halvdelen af de ting vi havde planlagt og drømt om at gøre under vores barselsorlov. Og alt, hvad der syntes som så åbenlys en løsning for andres børn, ser ikke ud til at virke for vores egne. Og så er vi klar over, at vi trods alt intet ved om det at være forældre.

Der er ingen erfaring mere ydmyg end en fødsel. Det tvinger os til at anerkende de snævre grænser for vores viden og til at indse, at vores mavefornemmelse ofte er den mest pålidelige parameter. Da bliver det pludselig mindre relevant, at vi har læst alle de anbefalede bøger, set alle dokumentarer og deltaget i alle de forventede kurser og foredrag. Et hvert barn overrasker os på nye måder og minder os om gang på gang det vi så ofte har hørt vores egne forældre sige ”når du selv bliver forælder, vil du forstå det”.

At være forældre er at bruge resten af vores liv på at gøre og sige ting, som vi troede, vi aldrig ville sige eller gøre. Det er en slags prøv-og-fejl-proces, der ikke følger nogen særlig logik eller orden. Det er at ønske intet andet end det bedste for sine børn, der bosætter sig i vores hjerter og vender op og ned på vores tilværelse. Det er at være vidne til et liv, som engang var fuld af selvsikkerhed, blive lavet om til en gætte konkurrence og, underligt nok, se ud til at blive belønnet i langt højere grad for det end før.