Nærhed fra starten er også vigtig for partneren
Til dig, der ikke er på barsel. Nærhed fra starten er vigtig for jer begge
Ofte er det moderen, der er hjemme med barnet de første måneder. Husk på, hvor vigtigt det er, at I begge to aktivt udvikler et nært forhold til jeres barn. Hvis du senere vil tage forældreorlov, kommer overgangen også til at gå meget glattere for dig og dit barn, fordi I allerede nu har et tæt forhold.
Vi vil gerne slå et slag for, hvor vigtigt det er for det lille barn at have hud-mod-hud-kontakt med sine forældre. Jer begge to. Det øger barnets lyst til at spise og styrker samhørighedsfølelsen mellem forælder og barn. Og så er det også hyggeligt.
Hud-mod-hud-kontakt er oplagt at give, når barnet bliver ammet eller får flaske. Men du og dit barn har også mange andre muligheder for at få stunder med den sunde hud-mod-hud-kontakt:
- Hvis I har badekar på badeværelset, er badet perfekt. Sørg for, at badevandet har kropstemperatur, og rummet er lunt. Og lad så bare dit barn ligge på din overkrop, mens I slapper af.
- Når dit barn skal have en lur, kan det sagtens foregå på maven på din bare brystkasse med blot en ble på og en dyne eller et tæppe over sig, så I ikke kommer til at fryse. Selvom det er en fantastisk hyggelig og afstressende følelse at have sit barn sovende hud-mod-hud, skal du sørge for at holde dig vågen under dit barns lur. Sundhedsstyrelsens anbefaler nemlig kun at barnet sover på maven, når det ligger på en vågen forælder.
- Giv babymassage! De fleste børn holder af at blive masseret, og det er ikke den store videnskab, når bare du gør det forsigtigt og omhyggeligt. Du kan eventuelt spørge jeres sundhedsplejerske om råd og tips.
Rigtig god fornøjelse!
Artikelsøger
Her kan du finde svar, store som små, om alt relateret til forældreskab. Artikler om kost, mad, børns udvikling og forældreskab.
Relevante artikler