Gravid uge 13 - Din babys og krops udvikling, ernæring og tips
Starten på dit andet trimester er starten på en masse nye milepæle i din babys udvikling. Læs mere om at være gravid i uge 13.
Babyens udvikling
Der foregår masser af ny udvikling, når du er gravid i uge 13! Din baby kan folde fingrene, åbne og lukke munden, og den er netop begyndt at kunne synke - den kan synke fostervand, som opsuges i fordøjelseskanalen og udskilles som urin gennem nyrerne, som begyndte at fungere fint for ikke ret længe siden. Din babys hud er begyndt at producere melanin - som er ansvarlig for pigmenteringen af huden efter fødslen. Knoglerne udvikler sig fortsat, og det lille skelet begynder gradvist at samle sig, når du er gravid i uge 13. Din baby vejer nu omkring 30 g og er ca. 7 cm lang fra isse til haleben. Og det er selvfølgelig en fuldstændig fantastisk baby!
Din krop
I slutningen af den tredje måned er alle de små ‘gener’ i starten af graviditeten normalt begyndt at fortage sig, og du begynder at føle dig rigtig godt tilpas. Benyt enhver lejlighed til at gå ud og få noget frisk luft, også selvom der ikke altid er blå himmel og klart solskin. Solens stråler filtrerer gennem skylaget og hjælper med til syntesen af D-vitamin, som både du og din baby (og din hud!) har brug for. Har du bemærket, at din hud ser rigtig godt ud? Graviditet er ofte meget god for huden. Hormonelle ændringer stimulerer stofskiftet, hvilket får din teint til at se sundere ud. Hold dog øje med brune pletter i panden eller på kinderne. Disse uskadelige pigmentpletter forsvinder af sig selv cirka tre måneder efter fødslen. Påstanden om, at de afslører, om babyen er en dreng eller en pige, er gammel ammestuesnak!
Ernæring
Gravide kvinder bør spise 350 gram fisk om ugen, inklusive 200 gram fisk med et højt fedtindhold, som en del af en varieret kost, da det er en fremragende kilde til mange vigtige næringsstoffer såsom D-vitamin, jod, selen og sunde fedtstoffer. Gravide kvinder bør undgå at spise store rovfisk på grund af det høje indhold af kviksølv. Rovfisk er for eksempel gedde, aborre og tunfisk. Du må gerne spise en dåse med almindelig tunfisk om ugen, men undgå dåser med hvid tun. Spis højst 125 gram østersølaks om måneden på grund af det forhøjede indhold af dioxin i denne fisk. Er du i tvivl, så spørg lægen.
Tips
Du har sandsynligvis hidtil klaret dig uden ventetøj nu hvor, du kun er gravid i uge 13 og derfor ikke er så langt henne endnu. Og der kan stadig gå lidt tid, før du får behov for mere plads i linningen. Det skader dog ikke at ose lidt i god tid og måske gå på shopping med en veninde. Én ting, du bør købe nu, hvor du er nået til 13 uge af graviditeten, er nogle behagelige støttende bh'er, helst med justerbare stropper. Fordi dine bryster stadig vokser, må der ikke være noget, der strammer eller klemmer dig. Måske vil du gerne vente lidt, inden du køber en “rigtig” graviditets- eller amme-bh. Om et par uger har du måske brug for en større størrelse, takket være din hurtigt voksende baby!